Menu

STATENS NATURHISTORISKE MUSEUM: ARBEJDE OG SAMARBEJDE OMKRING DANSK ULV




Statens Naturhistoriske Museum (SNM) har i mange år arbejdet med ulv – også dansk ulv. Som dét nationale naturhistoriske museum samarbejder SNM med alle og tager positivt imod alle henvendelser fra den danske offentlighed. Ulvetracking-gruppen har efter gensidig aftale offentliggjort den eksisterende samarbejdsaftale med SNM ved Anders J. Hansen og Carsten Rahbek omkring bl.a. DNA-bestemmelser af mulige ulvefund. Det har afstedkommet en række spørgsmål på Facebook, som jeg her vil forsøge at besvare.

Svarene kan kort opsummeres som følger (yderligere uddybning nedenfor):

• Forskere ved Statens Naturhistoriske Museum (SNM) har arbejdet med ulv i >10 år – og fra dag ét også med dansk ulv og DNA; vi har bl.a. sekventeret mtDNA genomet af den dødfundne ulv fra 2012, bedre kendt som ”Thy-ulven”.

• Forskere ved SNM har mange års eksisterende forskningssamarbejde med ulveforskere i de fleste europæiske lande, herunder med Senckenberg på Natural History Museum i Frankfurt i Tyskland, hjemsted for det tyske nationale ulveregister.

• SNM har 100 års erfaring i at samarbejde med danske borgere om forskning og dansk natur. Det gør vi også med ulv. Vi har årtiers dokumentation (ringmærkningen, alle atlas-projekterne og lign.) for, at alle sådan samarbejder bygger på gensidig respekt og forståelse med den enkelte borger/-gruppe.

• SNM er internationalt kendt for at huse et af verdens absolut mest topmoderne DNA-laboratorier med 50+ forskere. SNM rummer også The National Wildlife Forensics Facility, der bl.a. bruges af styrelsen, birdstrikes og rigspolitiet; SNM’s DNA-lab er især internationalt anerkendt for sit arbejde med pattedyr, fugle og mennesker.

• SNM’s forskere er absolut verdensførende inden for genetisk forskning af pattedyr og fugle, arters vandringer og naturforvaltning.

• SNM huser nogle af verdens største genetiske vævssamlinger, har professionelt udstyr i form af frysere med alarmer beregnet til formålet samt specialuddannede kuratorer til varetagelse af disse: Dette stilles til rådighed for at sikre potentielt ulvemateriale indsendt af offentligheden.

• Direktør og forskere ved SNM har tilsammen sendt talrige opfordringer vedr. samarbejde om ulv til Naturhistorisk Museum i Århus og DCE: Disse henvendelser er desværre enten ikke blevet besvaret eller er blevet afvist.

• Forskere ved SNM samarbejder med Naturstyrelsen – og vi vil samarbejde med alle andre der måtte have interesse.

• Vi vil dele alle resultater – også om ulv - med styrelser og offentligheden – samt altid frit, gensidigt udveksle DNA-data og materiale med alle (under behørig respekt for ophavspersonerne til materialet).

• SNM ønsker et nationalt samarbejde, hvor alle, der ønsker at arbejde med, eller som interesserer sig for ulv, også kan gøre det.

Statens Naturhistoriske Museum ser frem til fortsat at yde sit bidrag til viden om dansk ulv, således at forvaltningen sker på et kvalitetssikret datagrundlag. Vi ser især frem til det fortsatte samarbejde med de mange borgere, der interesserer sig for ulv, og som har henvendt sig, og som vil henvende sig til os på SNM. Inddragelse, samarbejde og dialogen med borgere er en af SNM’s opgaver og varemærker. Vi ønsker desuden et åbent, fordomsfrit nationalt samarbejde imellem institutioner med fokus på kvalitet i det faglige arbejde, gensidig deling og tilgængelighed af alt DNA-materiale og åbenhed over for alle, som interesserer sig for ulv.

Venligst

Carsten Rahbek
Professor, Biodiversitetssektionen
Statens Naturhistoriske Museum

P.s. Vedlagte dokument er ovenstående tekst samt to siders yderligere uddybninger og oplysninger.

Herunder følger uddybning af nogle af ovenstående punkter

Arbejdet med ulv i Danmark
Forskere ved Statens Naturhistoriske Museum i København (SNM) har lavet forskning på europæisk ulv i mere end 10 år. Vi har set på ulvens fortid i Danmark, dens spredning i nyere tid i Europa, herunder potentialet til at nå og etablere sig i Danmark. Vi har arbejdet med DNA af ulve i Europa og andre ulvearter fra resten af verden, herunder kortlægningen af hele ulvens genom, og ser også på domesticeringen af hund fra ulv.

Interessen for de nye ulve i Danmark er ej heller ny. Som statens naturhistoriske museum blev SNM med det samme anmodet om at se på fundet af den første danske ulv (”Thy-ulven”), da den blev fundet død i 2012. For dette individ har forskere på SNM sekventeret mtDNA genomet. SNM monopoliserede selvsagt ikke dette individ – og således blev andre dele af DNA-arbejdet udført i Aarhus. Samtidig har forskere på SNM fortsat deres DNA-arbejde på ulv. På basis af en henvendelse fra borgere (Ulvetracking-gruppen) har vi indgået en samarbejdsaftale om at modtage potentielt ulvemateriale (fx afføring) med henblik på DNAanalyser – samt tilbyde en professionel forvaring af materialet for senere brug. Resultaterne af disse analyser bliver delt frit med Naturstyrelsen og vil blive meldt offentligt ud.

Zoolog og pattedyrekspert Mogens Trolle fra SNM var den første, der lavede en storstilet indsats for på faglig baggrund at informere de mange borgere såvel som medier og politikere, der interesserede sig for den nylige indvandring af ulv i Danmark. Han oprettede og administrerede Facebook-gruppen ”Ulv i Danmark”, der hurtigt nåede op på mange tusinde følgere, hvor han bragte nyheder om ulvene i Danmark og om ulvens biologi generelt. Efter to år overdrog Mogens Trolle administrationen af Facebook-gruppen i september 2014 til Naturhistorisk Museum i Aarhus, der primært bruger den til at formidle museets og DCE’s ulvearbejde (men altså oprindelig er skabt af Mogens Trolle fra SNM). Ligesom videregivelse til Aarhus af den første dødfundne ulv i Danmark er dette endnu et af de mange eksempler på, at forskere fra SNM i forbindelse med ulv har samarbejdet, delt, videregivet og overdraget vores arbejde med ulv til andre, herunder især museet i Aarhus.

Ligeledes var det personale fra SNM, der vejledte og bidrog til opsætning af de første vildtkameraer – i Thy Nationalpark i oktober 2012 efter at Thy-ulven var blevet opdaget. SNM’s forskere har i årtier arbejdet i Danmark og internationalt med vildtkameraer, især med fokus på store rovdyr. Vi har aftalt med Ulvetracking-gruppen, at vi flytter en del af vores kameraer tilbage fra Tanzania og Mongoliet – hvor de har været brugt på leopard, sneleopard og ulv – til Danmark for at bruge dem i forbindelse med ulv. Vi bidrager desuden – ud over materialet – også med vejledning og rådgivning fra de forskere, som arbejder med dette til daglig.

Statens Naturhistoriske Museum har således arbejdet med ulv i mange, mange år – også i Danmark. Intet nyt i dette.

DNA og SNM
Statens Naturhistoriske Museum har nogle af verdens mest moderne DNA-laboratorier med >50 forskere samt laboranter og et hav af studerende. SNM publicerer internationalt >100 DNA-relaterede videnskabelige artikler om året, herunder årligt et større antal i Nature og Science.

SNM’s DNA-laboratorier er især verdensberømte for nyskabende metodeudvikling omkring det, der hedder ancient DNA (dvs. uddragelse af gammel DNA fra nærmest hvad som helst til skabelse af DNA-profiler og hele genomer) og e-DNA (environmental DNA, hvor man kan ekstrahere DNA fra vand og jord indsamlet i naturen for at bestemme, hvilke arter der har været der). Disse metoder er præcis, hvad en meget stor del af DNA-arbejdet med ulv i Danmark også fokuserer på. SNM er især internationalt anerkendt for sit arbejde med pattedyr, fugle og mennesker.

SNM huser – med basis i sin forskning og DNA-laboratorier – også The National Wildlife Forensics Facility, der som et nonprofitlaboratorie netop bruger SNM’s ekspertise til at identificere DNA og arter på basis af nærmest hvad som helst. De udfører sådanne arbejder for bl.a. lufthavne (birdstrikes) og rigspolitiet – og altså også i forbindelse med ulv.

SNM er en af de forskningsinstitutioner i verden med de største vævsprøvesamlinger med tusindvis af arter, herunder også diverse ulvearter. Museet har professionelt køleopbevaringsfaciliteter, alarmsystemer, skulle strømmen gå eller frysere bryde sammen, samt professionelt uddannende kuratorer og protokoller til sikring af vævsprøver for eftertiden. Disse faciliteter og denne viden stiller vi til rådighed, også i forbindelse med arbejdet med dansk ulv. Som med alle SNM’s øvrige samlinger og al SNM’s forskning foregår dette i et tæt internationalt samarbejde med lignende institutioner i andre lande.

Det nationale samarbejde i Danmark omkring ulv
Som statens naturhistoriske museum har SNM en forpligtelse til at samarbejde og hjælpe andre naturhistoriske museer i Danmark, inkl. ikke-statslige museer som museet i Aarhus. Det gør vi, og det vil vi fortsætte med. Derudover har vi et langvarigt og positivt samarbejde med diverse styrelser, herunder Naturstyrelsen – og det har vi også omkring ulv. Endelig, og vigtigt, har SNM altid haft og vil fortsat have samarbejdet med borgere i Danmark som topprioritet. Folk som interesserer sig for dansk natur og naturhistorie. Derfor har SNM >10 såkaldte citizen science-projekter – nogle har kørt i mere end 100 år som fx ringmærkningen. Samarbejdet med borgere omkring ulv er endnu et af vores borgerinddragelsesprojekter

Vi har helt fra starten – som givet eksempler på ovenfor – delt og videregivet data, materiale og viden omkring ulv til andre, herunder især museet i Aarhus og DCE. Samarbejdet har desværre hidtil primært været envejs. SNM har således i foråret 2015 modtaget et brev fra direktøren på museet i Aarhus, hvor han venligst anmodede direktøren på SNM om at stoppe sine forskeres arbejde med ulv i Danmark. Dette i dansk sammenhæng helt uhørte brev fra et privat museum til en statslig forskningsinstitution med anmodning om, at man fra institutledelsens side stopper forskeres uafhængige forskning, blev venligt imødekommet med et svar fra SNMs direktør, der tværtimod opfordrede til et nationalt samarbejde imellem museerne, herunder deling og validering af DNA-prøver. Det sidste bør være i alles interesse. Denne opfordring til museet i Aarhus om samarbejde blev ignoreret.

Ligeledes har der været samtaler imellem DNA-folkene på SNM og DCE, igen med invitation og opfordring fra vores side til et åbent samarbejde, herunder udveksling af protokoller, DNA-materiale osv. til gensidig brug og også gensidig validering jvf internationale standarder. Validering ville være normal praksis, når det kommer til en art som ulv, der er svær at adskille fra hund på DNA og hvor der er mange mulige analytiske ”pittfalls” – og hvor resultaterne har så store potentielle forvaltningsmæssige konsekvenser. Vores invitation har DCE desværre endnu ikke taget imod.

For nylig har forskere fra to institutioner på Københavns Universitet (SNM og IFRO) henvendt sig til museet i Aarhus og DCE med en invitation til samarbejde om et nyt forskningsprojekt om samspillet mellem mennesker og ulv, der komplementerer de eksisterende projekter i Danmark. Igen blev dette afvist

Som forskere på SNM søger vi altid et gensidigt, åbent samarbejde med alle, der interesserer sig for SNMs arbejde – også omkring ulveforskning i Danmark. Vi finder det helt nødvendigt og vil forsat arbejde for, at der etableres et nationalt samarbejde om og en national kvalitetssikring af DNA-arbejdet på ulv, hvor alle data er tilgængelige, og hvor alle, der ønsker det, kan bidrage og deltage.

Publiceret efter aftale med SNM i sin fulde længde 17.10.2015

Seneste offentlige formidling

TV2Fyn Indslag - Ulv på Fyn

Dna dokumenterer Ulv på Fyn

Ulve i Danmark
Lokale og Ulvetracking bidrager med omfattende data til Statens Naturhistoriske Museums officielle hjemmeside om Ulv.

Sjældent ulvefoto i Vestjylland

Første kobling af foto /byttedyr/DNA 

  Ulven i Ulfborg dokumenteres med foto 
Lokale bidrager med foto af Ulven 

Find en Ulvlort på din søndagstur

Ulvetracking Danmark afholder gratis arrangement.

 

Lokale hjælper med at afklare antallet af ulve

Prøver indsamlet af ulvetracking Danmark er med til at opklare antallet af ulve i Danmark 

 

Seneste offentlige formidling.

 

 

TV2Fyn Indslag - Ulv på Fyn

Dna dokumenterer Ulv på Fyn

 

Sjældent ulvefoto i Vestjylland

Første kobling af foto /byttedyr/DNA 

Find en Ulvlort på din søndagstur

Ulvetracking Danmark afholder gratis arrangement.

Ulve i Danmark
Lokale og Ulvetracking bidrager med omfattende data til Statens Naturhistoriske Museums officielle hjemmeside om Ulv.
Ulven i Ulfborg dokumenteres med foto 
Lokale bidrager med foto af Ulven 

Lokale hjælper med at afklare antallet af ulve

Prøver indsamlet af ulvetracking Danmark er med til at opklare antallet af ulve i Danmark 

The most visited gambling websites in The UK