Menu

Der er formentlig kun få ulve i Danmark, vurderer forskere



DNA-analyser udført af Statens Naturhistoriske Museum finder kun sikkerhed for ulve i under en procent af indsamlede formodede ulvelorte. Det står i kontrast til tidligere udmeldinger fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE), som fandt ulv i mindst 50 % af deres tilsvarende analyser. Ifølge de samlede DNA-resultater i Danmark er der kun sikkerhed for få ulve i Danmark, vurderer museets forskere. Museets resultater antyder, at hidtidige DNA-analyser har forvekslet ulv med ræv.

Fundet af en død ulv i Thy i 2012 beviste, at ulven er genindvandret til Danmark, og hidtil har offentligheden og Naturstyrelsen ønsket svar på, hvor mange der mon er.

Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet har undersøgt ca. 200 prøver af formodede ulvelorte og ca. 120 prøver har indtil nu givet brugbart DNA. Kun én ud af disse prøver var af ulv (<1 %), mens seks prøver endnu er ubestemmelig hund eller ulv.

”Vores resultater er dybt overraskende, fordi der stort set manglede ulv i prøverne. Givet de mange ræve, vi fandt i prøverne, var den mest sandsynlige forklaring, at DCE oprindeligt ikke havde testet prøverne for ræve-DNA. Tester man kun for hund og ulv, kan man fejlagtigt konkludere, at den DNA, som ikke er hund, så må være ulv, selvom det i virkeligheden stammer fra en ræv. Denne type problem er klassisk og velkendt i arbejdet med DNA-artsbestemmelse,” siger Anders J. Hansen som leder DNA-arbejdet på ulv på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet.

For et år siden indgik Statens Naturhistoriske Museum et samarbejde med Ulvetracking Danmark om at analysere fund af formodede ulveekskrementer. Ulvetracking Danmark har tidligere i større antal leveret lignende prøver til DCE, som i samarbejde med Naturhistorisk Museum i Aarhus DNA-bestemte, at mindst 50 % stammede fra ulve. DCE meddelte i juni 2015 at have identificeret DNA fra 40 individer af ulve sammen med udmeldinger om, at vi snarest ville få ulvekobler og ulveunger.

”40 ulve var et ekstremt højt tal, som har forundret forskere i indland og udland. De nærmeste bestande i Tyskland og det østlige Polen er ikke så store og mangler ikke så mange individer.” siger professor Carsten Rahbek fra Statens Naturhistoriske Museum, som arbejder sammen med Anders J. Hansen om de danske ulve.

Tyske forskere har genanalyseret danske ulveprøver

På baggrund af museets egne overraskende resultater informerede dets forskere i efteråret Naturstyrelsen om de modstridende resultater på fund af ulve, og bekymringerne ved de hidtidige analyser.

DCE bad i efteråret Senckenberg Instituttet i Tyskland, der koordinerer det tyske DNA-arbejde med ulve, om at validere DNA-analyserne fra DCE. I 50 udvalgte danske ulveprøver fra DCE bestemte DCE i en re-analyse, at 20 var ulv, mens tyskerne ved to forskellige metoder kun fandt hhv. to og seks fra ulv.

”Resultaterne fra Seckenberg stemmer godt overens med vores DNA-resultater om, at der kun er få sikre ulve i Danmark. Tyskerne under ledelse af Dr. Carsten Nowak har naturligvis ligesom vi også testet for ræv, mens DCE ikke har gjort dette,” siger professor Carsten Rahbek.

Hvor mange ulve har der så været?

DCE har for nyligt i en pressemeddelelse nedjusteret deres tal til 20-23 mulige ulve. Til dette kommenterer Anders J. Hansen:

”Baseret på DCE’s rapport til Naturstyrelsen er der faktisk kun to ulve, der er helt sikre: den døde Thy-ulv og dens halvbror, der begge er bekræftet i det tyske ulveregister. Hertil kommer et antal prøver, som ikke kan afvises at være ulve, men som afventer endelig afklaring. Normal faglig praksis er, at man kun melder de sikre tal ud - ikke prøver som måske kunne være sandsynlige. Så min vurdering er, at tallet på 20-23 stadigvæk er for højt i forhold til, hvad DNA-analyserne fagligt kan understøtte på nuværende tidspunkt”.

Forskerne fra Statens Naturhistoriske Museum anslår forsigtigt, at der på basis af det nuværende materiale er en håndfuld ulve i Danmark. Endvidere vurderer de, at de manglende test for ræv ikke er hele forklaringen på de forskellige analyse-resultater, men at der også kan være metodiske udfordringer.

”Modsat hvad mange tror, er det meget svært at udtrække og oprense DNA fra ekskrementer og spytprøver fra byttedyr med henblik på at artsbestemme, hvorfra funden DNA stammer. Der er mange faldgruber. Det er især yderst svært at skelne ulv fra hund, da en stor del af deres DNA nærmest er identisk”, forklarer Anders J. Hansen.

Statens Naturhistoriske Museum har i 2015 forsøgt at indgå en aftale med DCE om et samarbejde, inkl. gensidigt at validere hinandens DNA-analyser, men har fået afslag.

 Naturforvaltning bør bygge på det bedst mulige faglige grundlag

Formodningen om de mange ulve i Danmark har blandt andet ført til bekymring i lokalbefolkningen, borgermøder, en national ulvegruppe under Vildtforvaltningsrådet og en ulve-taskforce i Naturstyrelsen.

Carsten Rahbek afslutter: ”Det er vigtigt at bruge så faktuelle data som muligt i naturforvaltning og i den dialog, vi har i Danmark om genindvandringen af ulv. Det er trist, hvis mange er blevet bekymret over ulven på grund af de mange individer, som fejlagtigt er meldt ud. Nu bliver det interessant at se, hvad der sker med de mange faglige rapporter og formidlende artikler om ulv baseret på data, vi nu ved, er forkerte og mangelfulde.”

Danskerne kan dog vide sig sikre om én ting: Ulven er genindvandret til Danmark, hvor den er hjemmehørende. Hvornår og om vi får en fast ulvebestand, kan kun fremtiden vise.

Yderligere oplysninger:

Lektor Anders J. Hansen, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet

e-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.; mobil-tlf: +45 28 75 61 34

Professor Carsten Rahbek, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet

E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.; mobil-telefon: +45 40 96 39 67.

BAGGRUND: Institutioner og personer

Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet har et af verdens mest anerkendte DNA-laboratorier, der især har specialiseret sig i pattedyr, fugle og mennesker. Museet er især berømt for at udvikle nye DNA-metoder og være i stand til at ekstrahere DNA ud af nærmest hvad som helst – jord, is og lorte – og bestemme, hvilke arter DNA’en stammer fra. Flere end 75 forskere arbejder med DNA på museet. Museet har mange forskningsprojekter på ulve-DNA og har arbejdet med dansk ulve-DNA, siden Thy-ulven blev fundet.

Museet huser også National Wildlife Forensics Facility, som betjener offentligheden og laver myndighedsopgaver. Det ledes af bl.a. lektor Anders J. Hansen, som har haft ansvaret for DNA-analyserne af ekskrementerne, biolog og tidligere leder på Retsmedicinsk Institut. Han er tillige leder af Sektion for Geogenetik og forsker på Center for GeoGenetik, et af museets i alt Danmarks Grundforskningscenter.

Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, et andet grundforskningscenter på Statens Naturhistoriske Museum, er ledet af professor Carsten Rahbek. Han er en af verdens mest citerede biologiske forskere og har bl.a. lavet forskning på spredningen af pattedyr i Europa, herunder ulv. Centeret er anerkendt som et af de bedste i verden inden for biodiversitet, herunder hvordan grundforskning bruges aktivt som vidensgrundlag i naturforvaltning. Centeret har udført mange uvildige biologiske og socio-økonomiske samfundsanalyser på dansk natur samt mange myndighedsopgaver.

Ulvetracking Danmark er et frivilligt netværk af lokale ulveinteresserede der bor og færdes i områder med dokumenteret ulv. De har særlig interesse i ulvens bevægelsesmønster i Danmark. Netværkets formål er at hjælpe og kommunikere med lokale, bidrage til dansk ulve forskning, medvirke til at dokumentere ulve i Danmark og formidle viden om danske ulve. Ulvetracking Danmark ønsker at være neutrale og saglige, med formål at forstå ulvens adfærd i Danmark. Netværket er baseret på frivillige og har ikke økonomiske eller politiske interesser i ulv.

For yderligere baggrundsinformation om institutionerne:

Statens Naturhistoriske Museum (SNM): www.snm.ku.dk

National Wildlife Forensics Facility på SNM: www.wildlifeforensics.dk

Centre for Geogenetics på SNM: www.geogenetics.ku.dk

Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på SNM: www.macroecology.ku.dk/

Ulvetracking Danmark: www.ulvetracking.dk

Pressemeddelelse – 19.02.2016 kl 7:15


Publiceret 19.02.2016 jf. aftale SNM / Møller

Seneste offentlige formidling

TV2Fyn Indslag - Ulv på Fyn

Dna dokumenterer Ulv på Fyn

Ulve i Danmark
Lokale og Ulvetracking bidrager med omfattende data til Statens Naturhistoriske Museums officielle hjemmeside om Ulv.

Sjældent ulvefoto i Vestjylland

Første kobling af foto /byttedyr/DNA 

  Ulven i Ulfborg dokumenteres med foto 
Lokale bidrager med foto af Ulven 

Find en Ulvlort på din søndagstur

Ulvetracking Danmark afholder gratis arrangement.

 

Lokale hjælper med at afklare antallet af ulve

Prøver indsamlet af ulvetracking Danmark er med til at opklare antallet af ulve i Danmark 

 

Seneste offentlige formidling.

 

 

TV2Fyn Indslag - Ulv på Fyn

Dna dokumenterer Ulv på Fyn

 

Sjældent ulvefoto i Vestjylland

Første kobling af foto /byttedyr/DNA 

Find en Ulvlort på din søndagstur

Ulvetracking Danmark afholder gratis arrangement.

Ulve i Danmark
Lokale og Ulvetracking bidrager med omfattende data til Statens Naturhistoriske Museums officielle hjemmeside om Ulv.
Ulven i Ulfborg dokumenteres med foto 
Lokale bidrager med foto af Ulven 

Lokale hjælper med at afklare antallet af ulve

Prøver indsamlet af ulvetracking Danmark er med til at opklare antallet af ulve i Danmark 

The most visited gambling websites in The UK